Hvordan jeg blev mor for mig selv. Jeg er et åndelig væsen som tror, at alt hvad jeg giver energi det vokser. Jeg har brugt meget kærlig energi på mit smykkeunivers og jeg tiltrækker så mange søde og spændende kvinder og kunder og jeg mærker en blid kærlighed til mig selv.
Sådan har det ikke altid været.
Lykkebarometer i bund
I første halvdel af mit liv troede jeg, at mine følelser og mit lykke barometer afhang af om det rundt om mig var i orden. I alt for mange år lagde jeg en stor energi i at få umulige parforhold til umulige mænd til at fungere. Naturligvis kunne jeg ikke få det til at ske. Tit tænkte jeg at hvis jeg havde brugt ligeså meget energi på mig selv, at vokse og at blive mor for mig selv, så ville tingene være anderledes.
Og ja de blev anderledes. I slutningen af 30’erne gik det op for mig, at den der måtte ændre mig var mig. Det var ikke mine kærester, mine venner, at få et nyt job eller en masse penge. Det er temmelig floskel agtigt i dag, men da jeg for alvor vendte blikket mod mig selv, dér skete der noget.
Fylde sig selv op
I dag har vi så mange udtalelser “at fylde sig selv op” , “at være noget i sig selv” osv. men når man ikke har prøvet det før, så siger man “hvordan fylder jeg mig selv op”? Det gør man ikke bare. Og der er så mange veje til selv-healing og det at være mor for sig selv.
Men da jeg begyndte at spørge mig selv om, hvad jeg havde lyst til i mit liv, hvilke interesser jeg ønskede at dyrke, hvad mit fokus skulle være og hvor jeg gerne ville have det anderledes i mit liv, så skete der noget.
Min indre kerne havde jeg ligesom ignoreret i kampen for at få omverdenen til at passe til det jeg troede jeg ønskede. Jeg opdagede, at det jeg ønskede var, sjælefred, glæde ved de små ting, at lave noget som jeg glædede mig over. Jeg begyndte at spise sundere som jeg havde lyst, at koncentrere mig om sindsro ved at deltage i et åndeligt fællesskab – jeg startede på at spille klaver, male akvarel og synge i kor.
Og jeg mødte en masse mennesker som også havde de samme interesser. Jeg kan kun sige, at det ændrede mit liv. Min indstilling, mine tanker, mine følelser og jeg så lysere og lettere på mit liv.
Muligheden er der altid
Det er ikke for sent! Vend blikket mod dig selv i dag og tænk “hvordan vil jeg have det i resten af mit liv”?
Det er nu det gælder!! Bliv mor for dig selv i dag.
Skriv endelig hvis du har noget at sige om dette for neden her.
